|
Der foretages hyppige ændringer af både de overordnede lovgivningsmæssige rammer og de enkelte detaillove i Polen.
Derfor bør alle, der ønsker at drive forretning i Polen, søge professionel rådgivning, inden de træffer en endelig afgørelse. Desuden bør al væsentlig strategisk rådgivning gennemgås og bekræftes igen, hvis der går lang tid fra, at forretningsstrategien vedtages, til den implementeres.
De mest populære selskabsformer i Polen
- Enkeltmandsvirksomhed
- Anpartsselskab - stiftelseskapital min. (5.000 PLN)
- Aktieselskab - stiftelseskapital min. (100.000 PLN)
Anpartsselskab (Spółka z o.o.)
Den langt overvejende del af de eksisterende danske etableringer i Polen har i form et "Spółka z o.o". "Spółka z ograniczoną odpowiedzialnością" (Spółka z o.o.) svarer til det danske anpartsselskab (ApS). Anpartselskabet er den mest hyppige kapitalselskabsform i Polen.
Selskabsformen er meget anvendelig for middelstore og i mange tilfælde også store virksomheder. Anpartselskabet er et kapitalselskab og dermed en juridisk person. Selskabet opnår først status som selvstændig juridisk person efter registrering i handelsregistret. Forudsætningen for registreringen er, at der til handelsregistret indleveres en selskabskontrakt, som er bekræftet og oprettet for en notar.
Aktieselskab (Spółka Akcyjna "SA")
I Polen er aktieselskabet den typiske selskabsform for store virksomheder. Aktieselskabet registreres på samme måde, som et anpartselskab - gennem notar og registrering i handelsregistret. Aktieselskabets kapital 100.000 PLN deles i aktier med den nominelle værdi 1 grosz pr. aktie.
Enkeltmandsvirksomheder (Przedsiębiorstwo jednoosobowe)
Kun en lille del af de danske etableringer har anvendt denne etableringsform, som er den hyppigste form for erhvervsvirksomhed i Polen.
Virksomhedsindehaveren hæfter i dette tilfælde personligt med alle sine aktiver. Den, der driver virksomhed i form af enkeltmandsvirksomhed, skal anvende sit efternavn og fornavn som firmabetegnelse.
Skatteforhold
Selskabsskatten i Polen er en flad indkomstskat på 19 %.
Personskatten er delt op i en bundskat og en topskat: • Bundskat 18 % • Topskat 32 %
Lønmodtagere betaler også bidrag til pension, samt invalide og sygeforsikringer. Arbejdsgiveren indbetaler desuden til en ulykkesforsikring. Bidraget afhænger af hvor farligt arbejdet er og af branchen.
Moms
Momsen er generelt på 23 %. Enkelte varegrupper, blandt andet visse helseprodukter, hotelservice og folklorekunst er belagt med moms på 8 %.
Momsen på visse landbrugsprodukter er 5 %.
Eksport m.m. 0 %.
|